3. Prissætning

usd3Prissætning af ting.

Inden du prissætter en ting er der flere ting der skal tages hensyn til. Bestem dig for hvad du vil have i hånden. Har du brugt mange penge på denne ting som du i øvrigt har købt fra ny, vil du sikkert også gerne have lidt igen. Er tingen tilmed velholdt, burde du kunne få ca. halvdelen af beløbet tilbage afhængigt af hvilken ting det er, samt alderen. Er det en ting du har fået eller klunset, kan du stadig få gode penge for den.

  1. Hvor gammel er tingen?
  2. Hvad kostede den fra ny?
  3. Hvad kostede den fra brugt?
  4. Hvilken stand er den i?
  5. Hvad sælges lignende ting til andre steder på nettet?
  6. Er årstiden den rigtige? Med dette mener jeg at om foråret får du ofte det dobbelte for et havemøbelsæt, end om vinteren ligesom en autocamper er meget mere værd lige inden folk skal på ferie i sommeren end når ferien er slut i september!
  7. Er det en populær ting som mange ønsker sig p.t?
  8. Er nettet fyldt med nogen af de samme, så din skal skille sig ud for at blive solgt?
  9. Har det du sælger nogle fordele der forhøjer værdien eller skavanker der forringer værdien?

Disse ting er ting der skal vejes op i forhold til den ting du ønsker at sælge. For at opnå en succesfuld handel er det meget vigtigt at gennemgå disse trin, før du fastsætter din pris. Jeg gør personligt selv det at jeg starter første annonce med en overpris (dvs. en pris der overstiger den reelle værdi) fordi jeg har erfaret at mange handler i blinde uden at kende markedsværdien. Nogen købere er ligeglade med pris og fokuserer mere på, at det er en specifik type de ønsker at købe af eller andet. Der er mange faktorer der spiller ind, og jeg har sågar oplevet at sælge en brugt ting, for en pris der var højere end tingens nypris. Hvis du har god tid, så prøv det af for det er typisk hér der er mest at tjene, altså når ikke du har travlt med at sælge. Ved et ”slowsale” kan du bearbejde køberne ved langsomt at lade prisen på din annonce falde, og dermed lade interesserede følge med… på den måde er det et spørgsmål om tid før den bliver solgt for næsen af den interesserede, og det skaber bedre energi. Ved slowsale har du også bedre mulighed for at afvise skambud. Det er altid sjovere at kunne sige nej tak til de første der byder, når man ved at der med tiden kommer nye bud. Ydermere er der en stor psykologisk forskel i at sælge en ting der ikke nødvendigvis er til gene… den fylder ikke og du mangler ikke pengene desperat. Det gør dig stærkere over for de førnævnte skambud og din attitude (som altid skal være ordentlig og høflig) gør køberne mere ivrige. Du kender det nok selv. Hvis du selv står og skal købe en ting af nogen der næsten ikke trækker vejret mellem alle de sætninger af positive ting der er om den ting du ønsker… så har det næsten den modsatte virkning – i hvert fald på mig. Jeg mister lysten til at købe hvis sælger, sælger med FOR lang salgstale! Hvis du derimod gør køber opmærksom på at der kan spørges ind til alt, men at der også er arrangeret en fremvisning nogle dage senere, gør at du presser køberen til at træffe en beslutning. Du har altså store fordele ved slowsale end hvis det er et hastesalg. Oveni den pris du reelt set ønsker at have i hånden når handlen er overstået, skal du igen lægge ca. 20%-40% da dette er det beløb de fleste mentalt sætter sig for mål at spare yderligere. Dette gør de ved at pointere de fejl og mangler der er ved din ting, eller andet… som kan få prisen ned. Hvis IKKE køber allerede vil forsøge at få prisen ned ved første henvendelse i telefonen, for dernæst at prutte yderligere ved personligt fremmøde, har du enten sat din pris for lavt, eller også har du med uerfarne købere at gøre. Det sidste er naturligvis det enhver erfaren sælger håber på, for at få så meget overskud som muligt.

Eksempel.

Du vil sælge din cykel. Den er 7 år gammel og i rimelig stand. Dit ønske er at få 500 kr i hånden som minimum. Du tjekker først prisen v.h.a. de førnævnte trin, på en lignende cykel på eks. internettet. Er priserne på internettet ml. 500 kr og 800 kr sætter du først prisen til 1100,- og ser om der er respons. Ved respons, skal du forvente at der bliver pruttet om prisen (hvis der ikke pruttes, så tillykke med et fantastisk salg) men hér gør det ikke så meget hvis køber forespørger en prisnedsættelse, da du har masser af spillerum. Du beder køber om et forslag og hér er det vigtigt at være snedig. Hvis du fornemmer at køber er MEGET interesseret, og buddet eks. Ligger på 700 kr, kan du let tillade dig at afvise buddet, men sige at du kan gå med til 900 kr.  Så ender i nok på 800 kr. =) Du kan også spille smart og sige at hvis du ikke får minimum 800 kr som du ønsker, så vil du hellere vente med at sælge, det sikrer dig en pris der ligger i den høje ende samtidigt med at køber føler at han/hun sparer en del. Chancen for at få et salg er god, men her risikerer du også at køber trækker sig, så det må gøres på gefüel. Min egen taktik er altid at være helt cool og sige at jeg står fast på den fastsatte pris minus 20% indtil de andre der har lavet en aftale om at se tingen har besigtiget denne (det er selvfølgelig det pure opspind…men presser køber til en hurtig beslutning). Du beder om købers tlf. nr. og vender tilbage senere… hvis den går, så kommer køber straks, og hvis ikke, ringer du blot senere som aftalt og giver lidt af det afslag køber ønskede.

Hvis du derimod vil sælge din cykel hurtigt siger du ok til købers eget forslag fra 500,- og op…

HUSK at der er mange andre måder at sælge på, mit eksempel er blot som jeg har gjort  mange gange og med succes.